Sarahs søde liv

Hvorfor kan Sarah Stuhr fra Aalborg ikke bare være som alle os andre?

SÆBY:Vi skal mødes med Sarah Stuhr foran receptionen på Svalereden Camping klokken 10.30. Vores campingvogn står tæt ved vandet, og med nærmest ærefrygt i blikket passerer vi gennem en miniby, hvor “husene” hedder Hobby, Knaus og Adria, og hvor vejen for eksempel hedder Beverly Hills.

Vi passerer også forbi et lille, grønt område – med et campingbord i forgrunden – hvor campisterne kan købe kartofler onsdag, lørdag og søndag, og foran et fortelt er der blomster i en cykelkurv. Klokken 10.25 står vi foran receptionen, og på trappen sidder Sarah, og pludselig virker det som om, at der er gået ild i containeren med gasflasker.

Piercet og tatoveret Sarah er 23 år og 1,85 centimeter høj. Og undskyld jeg skriver så banalt, naivt og fordomsfuldt, men trods en utraditionel kropsudsmykning, virker hun nærmest unaturlig naturlig, afvæbnende ærlig – og hurtig i pæren. Hun er piercet mange steder på kroppen, hendes hul i øret måler hele 14 millimeter, og mave, bryst, ryg, ben, hænder og arme er prydet med massevis af tatoveringer, som blandt andet forestiller en sexet og svulmende sygeplejerske, en G-nøgle (nodefortolkning) og en død fugl – for nu at tage de mest markante kontraster.

Pandebåndet er rødt med leopardpletter, hårspænderne forestiller kirsebær, og det blonde hår er sat op i rottehaler, så man næsten (næsten!) tror, at Marilyn Monroe er ankommet til Svalereden. Og så er Sarah i øvrigt mor til treårige Gerd, der er opkaldt efter forfatteren Thit Jensens bog af samme navn. For at undgå misforståelser og for at imødegå eventuelle fordomme forklarer Sarah, at der intet seksuelt er forbundet med den måde, hun ser ud på. – Som de fleste andre har jeg også et skønhedsideal. Jeg er meget forfængelig, og jeg føler, jeg ser pæn ud på min helt egen måde, siger Sarah, der også fortæller, at hun føler sig meget feminin, og at hun blandt andet ejer 60 par højhælede sko, hvoraf der er malet et lig i opløsning på det ene par. Lad os bare slå fast, at humor, horror og det at være feminin, er vigtige kodeord for Sarahs stil.

Mens vi går tilbage til campingvognen, stirrer campisterne naturligt nok voldsomt efter Sarah, der virker fuldstændig upåvirket. Klar til fredsmarch Hendes barndom var tryg, og Sarah fik frihed under ansvar. Faren var skolelærer og blues- og jazzmusiker i fritiden, og moren havde fuld tryk på karrieren i smarte stiletter, og hun arbejder i dag som arbejdsmarkedschef i Frederikshavn.

Opdragelsen gik meget på, at der skal snakkes om tingene, hvilket blandt andet foregik på den måde, at mor og far så at sige kridtede banen op, og inden for dén ramme kunne Sarah så træffe sin beslutning – Som 14-årig besluttede jeg mig for, at jeg ville til Kosovo og gå fredsmarch i hvidt tøj. Min mor satte sig roligt ned og fortalte mig om de farlige forhold i Kosovo. Derefter forstod jeg, at det nok ikke var så smart at tage der ned, fortæller Sarah med et smil.

Kvinderne i familien er som regel meget feministiske, dog uden at være militante, og Sarah er tidligt blevet overbevist om, at det er helt i orden at være sig selv og have sin egen mening. Allerede i en tidlig alder fandt hun sin egen tøjmode, og i sjette klasse havde hun endnu engang barberet sit hår af hovedet, på benene havde hun trukket selvsiddende strømper over sine strømpebukser, og så havde hun i øvrigt en hættetrøje på. – Jeg kan huske, jeg kom gående inde i byen. Pludselig lød det ene smæld efter det andet, og en hel stribe af vinduer blev lukket op, hvorefter der blev stirret kraftigt efter mig, fortæller Sarah, der ikke har det fjerneste i mod (og kan også godt forstå det) at folk kigger på hende.

Fotografen serverer en dampende cappuccino foran campingvognen, og vi griner af, at Sarah aldrig har sat sine ben på en campingplads før. På den store plads bag os er et par af pladsens ansatte i gang med noget grenarbejde, og på den anden side af det tynde buskads glider Kattegats bølger ind med en omklamrende lyd. Ganske vist var både hendes far og oldefar (der var sømand) tatoverede, men dén forklaring rækker ikke til Sarahs kropsudsmykning. – Det er en drift, jeg har, og jeg er nødt til at gøre det. Jeg kan ikke forklare det på andre måder. Til familiemiddage har jeg tit fået at vide, at jeg nok kommer på bedre tanker, og ”at det holder op igen”. – Men mine tatoveringer og piercinger har intet med oprør at gøre. Det her er bare mit udtryk, siger Sarah hurtigt og leverer endnu et smil.

Ejer en butik Sarah ejer sin egen piercingbutik, og er med i et butiksteam i Aalborg, der også rummer tatovører. Som medlem af Forenede Professionelle Piercere står den faglige bevidsthed højt, og

Sarah har ikke en skid tilovers for de piercere og tatovører, der tilbyder deres kunnen på for eksempel Hjallerup Marked. Hun har stået i mesterlære som piercer i to år, men hun er slet ikke færdig med at dygtiggøre sig. – I fremtiden vil jeg gerne kunne tilbyde kunderne et brændemærke på kroppen. Det kræver stor dygtighed, og det varer i hvert fald et par år, før jeg bliver i stand til det, fortæller Sarah, der sidste år i oktober deltog i et seminar i Berlin. På seminaret deltog blandt andet professionelle piercere, men der var også andre, der tiltrak sig opmærksomhed.

Når det handler om at udfordre og udforske sin krop, findes der en ”genre”, ved navn Suspension. Suspension, tænker jeg og kigger lidt nervøst omkring. Via et par kroge, der sættes fast i huden, bliver man hejst op, til benene dingler frit, og det var lige nøjagtig, hvad der skete for Sarah i Berlin. – Jeg ville aldrig have gjort det, hvis ikke jeg vidste, at der var tale om folk, der er faglig dygtige, understreger Sarah. Huden over skulderbladene er tilpas løst, og her får Sarah stille og roligt sat to kroge fast. Rent faktisk mister hun kun et par dråber blod, og hun forklarer, at med den rette ind- og udånding – der får kroppen til at slappe af – kan man nemt holde smerten ud. Når først krogene sidder fast, er smerterne væk, og Sarah mærkede mere belastningen som “et pres på skuldrene”. Via et tovværk blev Sarah hejst op i tre meters højde, hvor hun nød at have “kontrolleret kontrol” med sin krop. Men det bedste var, da hun kom ned på gulvet igen, og krogene blev taget ud. – Jeg ved godt, det lyder banalt, men jeg følte, at hele verden var forandret. Adrenalinet fortsatte med at køre i kroppen i flere dage, og Berlin var bare smuk og dejlig. Bare mig Sarah sammenligner det med det kick, det må give, når man kaster sig ud i faldskærm, og en af de ting, der fascinerer, er den enestående evne kroppen har for at hele igen, efter krogene har været sat i.

Når Sarah bliver piercet, opnår hun lidt af den fantastiske følelse, hun oplevede i Berlin. – Jeg kan godt se, at det må være svært for andre at forstå. Det er jo ikke fordi, at jeg tilhører en speciel gruppe af mennesker eller en sekt. Mange af mine venner er ganske “normale” og køber tøj i H & M. Jeg er bare mig, og det føles rigtigt, siger Sara, inden vi lukker hende ud af Svalereden og kører hende til banegården i Frederikshavn.

Udgivet d. 27. juli 2009 af Nordjyske.